Israel og Menigheden
Tre artikler af Anna Bjørner
Anna Bjørner
(i rollen som Valborg i Axel og Valborg, 1906)
Jesu Komme
Af Anna Bjørner
Fra Evangeliebladet - Organ for den apostolske Kirke i Danmark, 12. november, 1930, s. 1-2
"Men dette siger jeg jer, brødre! at kød og blod kan ikke arve Guds rige, ej heller skal forkrænkelighed arve uforkrænkelighed. Se, jeg siger eder en hemmelighed vi skal vel ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles, i en hast, i et øjeblik, ved den sidste basun; thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og vi skal forvandles." (1. Korinther 15:50-52)
Er Jesu komme en pludselig begivenhed, eller er det en række af begivenheder? Når vi tænker på Jesu komme, er det vist for de flestes vedkommende dette udtryk fra 1. Korinther 15, som står for os: "I en hast, i ét øjeblik." Derfor er der sikkert mange mennesker, der har den tanke, at Jesu komme kun er én enkelt, hastig begivenhed. For nogle mennesker ser den sådan ud: Jesus kommer, verden forgår med stort bulder, de frelste rykker Jesus i møde, og så er alt forbi! Kun en ganske lille del af den hele menneskeslægt frelses. Resten går evig fortabt.
Sådan lærer Skriften dog ikke, og vi må sige: Pris ske Gud derfor! Ud fra Guds Ord forstår vi, at Jesu komme er en række begivenheder.
Lad os læse i 1. Thessaloniker 4:13-18: "Men vi vil ikke brødre, at I skal være uvidende med hensyn til dem, som sover hen, for at I ikke skal sørge over de andre, der ikke har håb. Thi når vi tror, at Jesus er død og opstanden, da skal også Gud ligeså ved Jesus føre de hensovede frem ved ham. Thi dette siger vi eder med Herrens ord, at vi levende, som bliver tilbage til Herrens tilkommelse, vi skal ingenlunde komme forud for de hensovede. Thi Herren selv skal stige ned fra himmelen med et tilråb, med overengels røst og med Guds basun, og de døde i Kristus skal opstå først; derefter skal vi levende, som bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyer til at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren."
Det er den første begivenhed, som skal finde sted, når Jesus kommer. Og den sker i hast. Det er den, mange i kristenheden glæder sig over, snart er nær. Hvis man ikke troede, at den begivenhed var nær, så ville det være tungt for mange kristne i disse tider; verden er så forførisk som ingensinde før, og det er svært for mange at blive stille og høre Guds røst i vore dage; men Jesus kommer snart! Lad os trøste hverandre med de ord: Vi skal se Ham og for evigt være sammen med Ham!
Der er ingen tidsangivelse for denne begivenhed. Vi opfordres i Skriften til at våge og være rede. "Når Kristus, vort liv, åbenbares, skal vi åbenbares med ham i herlighed." Så spørgsmålet bliver: er Han vort liv?
Så kommer derefter den næste begivenhed i rækkefølgen, når Jesus kommer med Sine hellige for at forsvare Sin nation Israel imod den vældige fjendehær, som skal omringe det hellige land i den sidste store krig, den, der forberedes til i vore dage. Ezekiel forudsiger (38.-39. kap.), at Rusland og mange folkeslag med det, skal belejre Jerusalem med en mægtig hær, og med luftflåder skal de dække landet som en sky og sol og måne og stjerner skal sortne. Og da skal "Herren drage ud og stride mod disse hedningenationer, som han plejer at stride på kampens dag. Og hans fødder skal på den dag stå på Oliebjerget." (Zakarias 14:3-4) Det er den næste og nationale side af Jesu komme, men det hører med ind under Hans 'tilkommelse'.
En tredje side af Jesu komme har med Hans eget hus' indre anliggender at gøre. Der står berettet i Lukas 19:12 at når Jesus kommer for at overtage kongemagten, skal Han kalde Sine ti tjenere frem for Sig. Det er ikke menigheden, Kristi 'legeme', her tales om; den har afgjort sit regnskab med Ham, forinden den åbenbares på jorden sammen med Ham. Men når Jesus kommer med Sine hellige, skal der blive afregning indenfor Hans eget hus; de ti stammer skal aflægge regnskab for, hvad de har gjort med de betroede midler, deres Herre overgav dem. Disse ti stammer, Israel, fik 'Riget' overladt, efter at Juda havde forkastet det. Da Jesus kom til Palæstina og forkyndte Rigets nærhed, ved vi, at en lille hob af Israel tog imod Ham; de 11 disciple var alle af Benjamins stamme, israelitiske mænd, galilæere. Men jøderne, Juda stamme, forkastede Ham, og derfor skulle Riget tages fra Juda og gives til en nation, som bar dets frugter - til Israel. Denne ti-stamme-nation skal kongen holde regnskab med, når Han kommer for at overtage Riget, Himmeriges Rige her på jorden, hvor Guds vilje da skal komme til at ske, som den nu sker i himlen. Dette ser ud til at være den tredje begivenhed i rækken.
Så kommer nationernes dom (Mattæus 25:31-46). Ikke dommen for den store, hvide trone, den finder først sted efter at Jesus i de tusinde år har styret Riget her på jorden (Åbenbaringen 20:7-15), men her er det dommen over de nationer, som Jesus skal finde samlede, imod Palæstina, imod Israel, når Han kommer.
De nationer, som har været gode mod kongens 'mindste brødre' skal arve Riget, de nationer, som ikke har mættet de små brødre, ikke givet dem at drikke, ikke klædt dem eller besøgt dem i deres nød, skal miste velsignelsen og gå bort til den pine, der venter dem. Derfor er det af betydning, hvordan man behandler Jesu små brødre. Den, der giver disse kun et bæger koldt vand at drikke, fordi han er en discipel, skal ikke miste sin løn. Og den, der viser en profet en tjeneste, fordi han er en profet, skal få en profets løn. Der vil sikkert blive mange store overraskelser, når Jesus kommer.
Af disse steder fra Skriften forstår vi, at Jesu Kristi komme ikke kan være én eneste hastig begivenhed, men at det må have flere sider, må være en række af begivenheder, hvoraf kun menighedens forvandling og bortrykkelse sker 'i en hast, i et øjeblik', medens de øvrige begivenheder nødvendigvis vil strække sig over kortere eller længere tidsrum.
Vi tror, at den første af disse vældige begivenheder står for døren. Den er de kristnes herlighedshåb, som vi skal kunne fryde og glæde os til, om vore hjerter er rensede, og vi har Kristi sind.
Sigurd og Anna Bjørner drikker morgenkaffe på deres 'omvandrende kirke', Evangelievognen, 1919
Israel og Menigheden
af Anna Bjørner
fra Evangeliebladet - Organ for den apostolske Kirke i Danmark, 17. juni, 1931, s. 4 og 6
De fleste kristne har den opfattelse, at Gud ville udtage Israel og gennem dem vise Sin hellighed overfor de andre nationer omkring dem; men det mislykkedes desværre for Ham, og tilslut forkastede Han det hele folk og udvalgte et andet, d.v.s. menigheden, den kristne kirke, og nu får den alle de velsignelser, som Gud lovede Israel, men Israel må selv beholde alle forbandelserne. - Dette er kristenhedens almindelige tankegang angående 'Israel'. Passer det med Skriften? Nej!
Guds plan med Israel begynder i 1. Mosebog 12. kapitel med Abrahams udvælgelse. Så kan vi følge dette folk gennem alle Mosebøgerne, gennem Dommernes og Kongernes Bøger. Og kommer vi til Profeterne, så er det til Juda og Israel de næsten hele tiden taler, hvem de formaner, tugter og trøster.
Men når vi så kommer ind i Det Nye Testamente, skulle vi vel tro, at vi var færdige med det folk; nu er det jo menigheden, det hele drejer sig om! Men sådan er det slet ikke. Mattæus-Evangeliet begynder med Israel og taler om Jesus Kristus som Davids Søn. Gennem alle evangelierne finder vi Israels folk omtalt. Menigheden finder vi kun omtalt et eneste sted, nemlig i Mattæus 16, hvor Jesus siger til Peter, da denne har erkendt Ham som Guds Søn: "det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader, som er i himmelen, på denne klippe (på Peters bekendelse af Jesus som Guds Søn) vil jeg bygge min menighed, og helvedes porte skal aldrig få overhånd over den." Dette er det eneste sted i evangelierne, hvor menigheden udtrykkelig nævnes, ellers er det Israel hele vejen.
Men når vi kommer til brevene, så er vi vel færdige med det folk? Nej! Når Paulus skriver til Romerne, ser vi, at dette brev af fuldt af hans håb om Israels frelse, han skriver til israelitter, til dem, "som kender loven". Hebræerbrevet er et brev til hebræere, ikke til menigheden af hedningerod. Læser vi Peters breve, ser vi, de er skrevet til 'de adspredte'.
Så kommer vi til Åbenbaringens Bog. De tre første kapitler handler om menigheden; men i fjerde kapitel er det igen Israel og lige til afslutningen. - Så Gud er ikke færdig med det folk, skønt så mange kristne er det - men Gud forbyde os i den Apostolske Kirke at blive det.
Tør vi så sige, at Gud har forkastet dem, og drejer alt sig om menigheden, og alt, hvad Israel havde, har den nu fået? Tør vi sige det, når menigheden har en så forholdsvis lille plads i Skriften - det betyder jo ikke, at den har en lille plads i Skriften i forhold til Israel, som fylder den hele bog.
Hvad vil Gud med det folk? Han vil have et rige her på jorden, siger Bibelen, et jordisk retfærdighedsrige, et kærlighedsrige, et himmeriges rige på jorden, så Hans vilje også kan ske her. Og til et sådant rige hører der et folk og en jordisk konge. Og der hører love til, efter hvilke dette rige skal styres, og så hører der desuden landområde til.
I 1. Mosebog 12. kapitel kalder Gud en bestemt race hebræerne, idet Han udtager Abraham, det er det folk, som skal danne Riget, de udgør i øjeblikket mange millioner over den hele jord; men det gælder om, at Han kan få dem opvækket, gjort levende i ånden, få dem til at se, hvem de er, og hvilket vældigt privilegium de har.
Og denne nations konge fødtes. Det er det, vi fejrer fest for; men det er først og fremmest Israels fest.
Hos Lukas i det 1. kapitel ser vi det. Det er Israels kongesøn, der er født, Han, som skal være konge her på jorden. Zakarias vidnede om det. Lukas 1:68: "Lovet være Herren, Israels Gud! thi han har besøgt og forløst sit folk." Tror vi, dette er menigheden? Der var ingen menighed, da Jesus kom til jorden, født i en stald; men ikke desto mindre siger Zakarias, at han har besøgt "sit folk". Ja, Han har besøgt Sit folk, Israel. Han blev født i Israel, og Han besøgte Sit folk, og det var det folk, Han allerførst forløste; selv om folket som helhed forkastede Ham, så kom Han dog for at forløse Israel. Han kom desuden for at frelse hele verden; men Israel kom først. Zakarias siger videre: "Og han har oprejst os et frelsens horn i sin tjener Davids hus." Det er ikke noget, som har med menigheden at gøre, den har intet med Davids hus at gøre; men det har Jesus, Han kom fra Davids hus. "Således som han har talt ved sine profeters mund fra fordums tid." Der blev intet sagt om menigheden ved de hellige profeters mund, men der blev sagt meget om Israel. Og det er det, Zakarias hentyder til. "En frelse fra vore fjender og fra alle deres hånd, som hader os, for at gøre barmhjertighed imod vore fædre." (det var ikke menighedens fædre, men Israels) "og ihukomme sin hellige pagt, den ed, som han svor vor fader Abraham, at han ville give os." Med Abraham gjorde Gud en hellig pagt og sagde til ham, at han skulle blive til et mægtigt folk, ja, ikke blot et folk, men, siger Gud, en "samling af nationer" skal komme af ham og hans efterkommere. Og Gud giver David de samme løfter og siger, at lige så sikkert, som solen, månen og stjernerne skal blive ved at fortsætte i deres baner, lige så sikkert skal Han aldrig svigte, hvad Han har lovet Abraham og David. Dette folk skal blive gjort til præster og konger i det rige, som kommer. Det var lovet ved profeterne - "den ed, som han svor ved vor fader Abraham." Abraham er menighedens åndelige fader, det er sandt, han er "de troendes fader", men han er ikke vor fader efter kødet. Han var Israels stamfader.
Som Esajas siger: ". en søn er os given." Det er ikke givet Kristi menighed nogen søn. Os er der givet en Frelser og Forsoner, som dør på korsets træ for vore synder; men Israel har brug for en Forløser fra deres fjender - såvel som for deres synder og for al deres genstridighed imod Gud - og de har brug for en jordisk Messias, som Gud har lovet dem og skal give dem.
Så giver Jesus Kristus, da Han træder frem og proklamerer sit Riges program, dette 'Riges love De havde allerede fået disse love på Sinaj bjerg; nu skærper Jesus dem. I Bjergprædikenen har vi det kommende riges love. Efter dem vil Messiasriget blive styret.
Fra Jerusalem i Palæstina skal Israels konge styre alle nationer på jorden. Jerusalem skal være midtpunktet til den tid. Jerusalem er jordens midtpunkt geografisk set. Jerusalem ligger lige imellem Østen og Vesten. Og det er en meget interessant kendsgerning, at alle vi, som bor i Vesten, skriver fra Vest mod Øst, medens de, som bor mod Øst, næsten alle skriver fra Øst til Vest - Jerusalem er centrum.
Men medens Guds mægtige plan med Israel modnes, samler Gud ved den Helligånd ud af alle folkeslag Kristi 'legeme', menigheden, som skal være med Jesus, når Han kommer og forenes med Israel og stiller sig i spidsen for regeringen. Alle Hans frelste skal da være sammen med Ham og betjene alle nationerne i det himmelske rige på jord, som menneskene drømmer om, og som ifølge de profetiske udsagn er rykket os tæt ind på livet.
Anna Bjørner i rollen som Marguerite Gautier i Kameliadamen, 1909
Gudsstyre contra Folkestyre
af Anna Bjørner
fra Evangeliebladet - Organ for den apostolske Kirke i Danmark, 15. februar, 1933, s. 3
En spørger mig: Hvad er 'det apostolske' for noget? Kan jeg vedblivende være medlem af vor kirke, når jeg ingen forståelse har af denne side af dens lære?
Jeg fik lyst til at svare på dette spørgsmål i 'Evangeliebladet', måske er der flere, som kunne ønske vejledning i denne sag.
Den første apostolske menighed bestod af israelitter og jøder; det var Jehovas ejendomsfolk, hvor udaf Jesus begyndte at danne kirken eller menigheden. Senere hen kom også hedningerne med.
Men det princip, som havde været herskende i Israel fra begyndelsen, nemlig Gudsstyret, det princip førte Helligånden atter ind iblandt israelitterne i den Nye Pagts menighed. Gud alene skulle lede og styre i sin kirke. Men naturligvis måtte Han have redskaber - talerør. Moses og - senere - de 70 ældste foruden alle profeterne var Hans talerør i den Gamle Pagts dage, indtil der blev et almindeligt frafald fra dette Gudsstyre, og man gjorde det, som man selv syntes, var det rette.
Da 'Kristi legeme': Menigheden fremstår, giver embederne (Efeserne 4:11) og de åndelige nådegaver, hvorigennem Han vil tale og åbenbare Sin vilje. Se et sted som Apostlenes Gerninger 15:6 og 23. En alvorlig uoverensstemmelse opstår i menigheden, og apostlene og ældstebrødrene kommer sammen og drøfter sagen. Resultatet bliver, at Helligånden træder vejledende til (v. 28), og de er alle enige med Gud i Hans afgørelse. Se også, hvordan Ånden udtager tjenesterne: Apostlenes Gerninger 20:28 og 13:2.
Der var Gudsstyre i menigheden som før i Israel-staten.
Men ligesom Israel i den Gamle Pagt i deres frafald forlod dette guddommelige princip, således har kristenheden tabt dette Gudsstyre af syne. Nu er der folkestyre i kirken (menighedsråd, o.s.v.). Iblandt Pinsevækkelsens folk afgøres de vigtigste spørgsmål i menigheden ved stemmeflertal - d.v.s. den ledende forstander fremlægger sagen og siger måske, hvordan han mener, den bedst kan løses. Så 'stemmes' der, og er lederen en stærk personlighed, vover ingen at gå ham imod. Men alligevel holder man bestemt på, at det er menigheden, der har den afgørende stemme i enhver sag. Jeg har set dette system 'bag kulisserne' og kan bevidne, at det er det rene humbug. Jeg har hørt en sag fremlagt ved et menighedsmøde til afstemning. To, tre i forsamlingen hævede røsten til et spagfærdigt 'Ja', men lederen sagde alligevel frimodigt: "Sagen er altså ensstemmigt vedtaget" (!)
Gud vil Selv afgøre sagerne både i Sin menighed og i Sin nation, Sin stat.
Nu har alle nationerne - undtagen Rusland og Italien - folkestyre (Stalin og Mussolini har set, at det går ikke at lade folket bestemme, derfor har de indført diktatorskabet: Disciplin gennem et magtsprog; men dette er også udenfor Guds vilje).
Guds plan er:
Én hellig stat = 'Riget' (Daniel 2:47; 7:14, 27)
og én hellig menighed,
begge styret af vor Herre Jesus Kristus og Hans embedsmænd.
Det kommer! Og derfor holder vi fast ved 'den apostolske lære' - d.v.s. de første apostles lære. Og selv om vi endnu kun er en lille afdeling indenfor de mange kirker og samfund, så repræsenterer vi dog Guds store Rigstanke:
Teokrati
og ikke hverken diktatur eller demokrati i stat og kirke.